Vi er afsted

I lørdags løsnede vi fortøjningerne og sagde på gensyn til familie og venner, og dagen blev lige præcis som så god som vi kunne ønske os. Familie, venner og bekendte der dumpede forbi, masser af grin, lidt tårer og en masse kram. Hvor er vi heldige, at vi har alle jer i vores liv, og sikke mange I er.

Jer vi ser alt for sjældent, som var der da det var hårdest. Jer vi har mødte for et års tid siden men føler vi har kendt hele livet. Jer vi deler kaffeaftaler og legeaftaler med, og jer der vitterligt har været der hele livet.

Vi fik morfars obligatoriske vrøvle-fælles-sang med på vejen, – det er sådan en vi synger, når ord er svære at finde. Eller stemningen lige skal lettes lidt, og det blev den, så tak for den morfar. Det er vistnok en sang min faster havde med hjem fra en eller anden international kommunistisk sommerlejr i Moskva. Men det mest revolutionære er blevet til… jah.. volapyk gennem årene.

Og så var der Thomas med hans guitar, flagranker på venners både og masser af fine gaver, som fylder hele gastekahytten. Med undtagelse af en, for den har allerede sin plads. Vores kære ven og bådbygger Nikolaj gav os det fineste spækbræt, som passer perfekt hen over komfuret. Men vi nænner simpelthen ikke, at skære noget som helst på det.

Da klokken blev to fik Marie samlet sig sammen til at sige et par grådkvalte ord og så løsnede vi ellers fortøjningerne og blev skubbet ud af havnen.

På gensyn til familie og venner – filmet og klippet sammen af Onkel Nina

Heldigvis blev vi fulgt på vej, så følelsen af et stort farvel blev blødet lidt op. Vi havde aftalt at gå ind i Lynæs, men efter at have kysset bunden i indsejlingen tre gange ombestemte vi os og sejlede til Hundested. Det var hårdt for Sille. Alle følelserne fik frit løb og hun græd og græd og var meget vred på sine forældre. Heldigvis fulgte vennerne med til Hundested og efter yderligere en – ganske udramatisk – grundstødning inde i havnen, havde vi en virkelig hyggelig aften.

Næste morgen måtte vi – igen ganske udramatisk – trækkes fri, med venners hjælp. Heldigvis er det hele bare sand og mudder. Men vi glæder os allerede til lidt mere vand under kølen, selvom vi stadig ligger i Hundested, nu på en plads med lidt større dybde.