Noget om helte

Nogle mennesker fylder mere end andre, og de kan blive ved med at fylde, selvom de ikke er en del af ens liv – rent fysisk – mere. De fylder i tankerne og i hjerterne.

De af jer som læser med og har hørt ‘kapret’ ved, at Ranes hjemkost også er et stort og svært farvel til de rådgivere, som hjælper os i det halve år, Rane og de andre sidder som gidsler i Somalia.
Derfor bliver vi virkelig, virkelig glade, da en håndfuld af dem meddeler, at de kom forbi for at sige ‘godt tur’, inden vi stævner ud fra Danmark. At se de mennesker igen er som at blive kastet ti år tilbage i tiden, til en virkelig svær tid. Samtidig er det en lettelse, for omstændighederne er heldigvis anderledes nu. – Og endelig kan Rane være med.

Rane får en chance for atter at lagre de ansigter, der for Marie stadig står helt skarpt. Men vigtigst af alt får Sille og Viggo en mulighed for at hilse på de mennesker, som i daglig tale er vores helte.

– Og en helt særlig afskedsgave har fået ærespladsen ombord.

Den er nu blevet udnævnt til vores talisman. Langt de fleste dage får den et lille kærligt klap på hovedet. Men på de dage hvor det er virkelig surt, hvor det hele gynger og søsygen melder sig, hjælper det at kigge lidt på den. Så ender vi som regel med at grine lidt af det hele, sænke skuldrene og konkludere at det hele ikke er så slemt endda. For nu har vi vores talisman, der nok skal passe godt på os.