Der er plan A – og plan B

Ud i Nordsøen kommer vi, med højt humør og indstillet på et par dage til havs inden vi efter planen skal ankomme til Holland. Men sådan kommer det ikke til at gå.

Vi når knap nok forbi første bunker syd for indsejlingen til Thyborøn, før Viggo bliver grøn i hovedet og må kaste op, så følger Sille, og kort tid efter bliver Marie også virkelig ramt af søsyge. Ungerne er simpelthen så seje. De kaster op, sover lidt og kaster op igen, men humøret er stadig nogenlunde højt. Så sej er moren langt fra. Rane må håndstyre gennem bølgerne, for at gøre sejladsen så behagelig som mulig – og holde søsygen for døren for hans vedkommende. Men efter hvad der føles som evigheder må Marie kapitulere og bede om nødhavn.. Problemet er bare, at vi ikke er kommet særligt langt ned ad vestkysten, og den nærmeste havn vi kan gå ind i er Hvide Sande …. 4 timer væk. Ak. Livline i ungernes veste, masser af puder, tæpper og kiks, lydbog i højtaleren og en far der har fuldstændig styr på dem og båden, og så ligger Marie sig i fosterstilling i salonen.

Først i indsejlingen til Hvide Sande kravler hun op igen, og kigger direkte ind i øjnene på en lokal lystfisker på molen, der vistnok har set en lystsejler eller to ankomme til havnen nogenlunde lige så grøn i hovedet. Han hilser i hvert fald grinene. – Og med nogenlunde samme grin har Rane nu konstateret at ingen går fri, når det gælder søsyge. Heller ikke den kone, der tidligere har udtalt at søsyge – det lider hun ikke af.

Hvide Sande har en virkelig lille bro til gæstesejlere. Den er overskidt af mågelort. Der er ingen vandslange, og den vi senere får fat i kan ikke engang nå hen til båden, så vi kan ikke fylde vand på. Havnebad og -toilet efterlader meget tilbage at ønske, og prisen er over dobbelt så høj som Thyborøn. Men vi er ligeglade. Vi er trætte, og vi bliver nød til at komme os lidt og få et bedre vejrvindue, ned mod Holland.

Til gengæld har Hvide Sande en perfekt strand til at flyve med drage og en surfshop med helt fantastisk varm kakao og efter et par dage kommer vinduet. 7 s/m NV drejende til Ø og bølger lige ind bagfra. Vi suser afsted og rammer 10 knob, men det er krævende sejlads. Bølgerne er stejle og vinden er kraftige så igen må Rane håndstyre, denne gang 18 timer i streg. Vi andre bliver en smule søsyge, men ikke noget som en lille fest ikke kan tage livet af. Vi fejre, at vi er på vej med colaer, chip, sæbebobler og en flaskepost som ungerne sender afsted.

At plan A bliver til plan B betyder, at vi tilbagelægger vi cirka 270 sømil fra Hvide Sande til Ljimuiden. Det tager 1 døgn og 18 timer, og det er bare os fire. Det er det længste stræk vi indtil videre har sejlet som familie, og det smager af mere. Heldigvis.

Ljimuiden er brede sandstrande, store vaskemaskiner, kæmpe fisk i havnen og noget underligt hotelbyggeri der vistnok havde sin storhedstid engang i 90’erne. Det er også børnenes første møde med tidevand og spæde engelske gloser som ‘hallo’ og ‘thank you’. De bliver verdensborgere de to, og de er gode til det.